Låsning i ryggen

Hold i ryggen er akut opståede smerter, hvor man er ude af stand til at dreje kroppen i en eller flere retninger.

Ryg, hold i ryggen

”Hold i ryggen”, ”en nerve i klemme” og ”låsning i lænden” er nogle af de mange betegnelser, der bruges om smerter i ryggen, der kommer pludseligt. Smerterne kan være så voldsomme, at de gør dig stort set ude af stand til at bevæge ryggen. Hold i ryggen kan i nogle tilfælde også give smerter der nærmest stråler ud i benene.

Årsager

Hold i ryggen opstår som oftest pludseligt og uventet, altså akut. Man kan ikke med sikkerhed sige, hvad der er årsag til et hold i ryggen, derfor kan man som patient opleve at man får en forskellig forklaring alt efter hvem man taler med. Fagfolk kalder den type smerter for ”uspecifikke lændesmerter” eller akutte, det vil sige nyopståede lændesmerter.

Dem, der oplever et hold i ryggen, kan tit fortælle, at det startede efter ”en forkert bevægelse”, men det er ikke nødvendigvis altid en belastende bevægelse, der angives som grund til smerterne. Af og til mener patienten, at årsagen er, at ”jeg fik kulde” eller ”jeg sad på en dårlig stol” og tit kan de slet ikke finde ud af hvad der udløste problemet, det startede bare nærmest af sig selv.

Årsagen til et hold i ryggen er ikke fundet endnu, men de mest sandsynlige forklaringer på smerterne er:

  • at der i et af de små led i rygsøjlen er kommet noget af leddet selv i klemme – det kan være et lille stykke af de sener, der sidder helt tæt på de små led i ryggen, og som kaldes ledkapslen, eller det kan være et lille stykke brusk, der findes inde i leddet, der er kommet lidt i klemme
  • at der er opstået krampelignende spændinger i musklerne omkring leddene, og det mærkes som smerte

Et hold i ryggen kan altså bestå af flere ting, der forstærker og forværrer hinanden i en ond cirkel. Til sidst kan man have så ondt, at man kan have svært ved at bevæge sig og nogle gange trækkes man helt skæv, nærmest ”som et bøjet søm.”

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen vil blive stillet ud fra det, du fortæller kiropraktoren, sammenholdt med undersøgelsen.

Behandling

Der findes forskellige behandlinger for hold i ryggen, som går ud på at mindske smerterne og få ryggen til at bevæge sig normalt igen. Følgende kan indgå i et behandlingsforløb:

  • Rådgivning – om, hvordan du skal forholde dig i din hverdag, mens du har ondt.
  • Manipulationsbehandling– der øger bevægeligheden af kroppens led med specifikke tryk. Det vil mindske smerterne og øge bevægeligheden i ryggen.
  • Forskellige stræk(stræk af led), massageteknikkerogbløddelsbehandling (som er behandling af muskler, sener, ledbånd eller andre væv omkring led), der har til hensigt at løsne musklerne og få dem til at slappe af.
  • Desuden isbehandling, der dæmper hævelse og mindsker smerterne.
  • Øvelser og træning synes ikke at gøre gavn som behandling i den tidlige fase af denne type rygsmerter.

Hvad kan du selv gøre?

Det bedste du kan gøre er at holde dig i bevægelse, også selv om det gør lidt ondt. Det gælder om at få den onde cirkel brudt. Bevægelse hjælper ryggen til at slappe af og finde tilbage til sit naturlige bevægemønster. Hvis du har behov for det, kan du de første par dage forsøge om smertestillende medicin af den type, der fås i håndkøb (fx Paracetamol) hjælper. Følg anvisningen på medicinen. Du kan også prøve om smerterne lindres, hvis du køler området med is.

Al forskning tyder på, at du kommer dig hurtigere, hvis du holder dig aktiv, og hvis det overhovedet er muligt, undgår at sygemelde dig fra arbejde. Forskning har vist, at styrkende rygøvelser sjældent hjælper på akut hold i ryggen.

Hvordan er fremtidsudsigterne?

De fleste, der får ondt i ryggen, oplever en markant bedring inden for de første uger, men det er ikke usædvanligt at have lettere gener fra ryggen gennem nogle måneder.

Det er meget almindeligt at opleve flere perioder med rygsmerter livet igennem, og for langt de fleste vil det ikke have betydning for deres almindelige aktiviteter eller deres arbejde ud over i nogle få dage nu og da.

Forebyggelse

Forskning tyder på at fremtidige ”hold i ryggen” kan forebygges, hvis du træner din ryg efter at have haft problemerne. Har du ikke været i et behandlingsforløb, hvor du har fået øvelser anbefalet, kan du prøve finde dem på nettet eller opsøge en kiropraktisk klinik eller fysioterapeut og få anvist nogle. Det anbefales at lave både ryg og maveøvelser, da disse muskler gerne skal arbejde sammen for at hindre hold i ryggen.

Fordi man ikke præcist ved hvad der er galt når man har et hold i ryggen, er der desværre rigtig mange forskellige forklaringsmodeller, så man kan som patient hurtigt blive forvirret hvis man taler med flere forskellige behandlere om sit problem.

Alarmkassen

Kontakt din kiropraktor eller læge, hvis:

  • Smerterne er så voldsomme, at du ikke kan bevæge dig.
  • Smerterne forhindrer almindelig aktivitet i mere end et par dage.
  • Du har stærke smerter til benene eller fornemmelse af kraftesløshed i dine ben.
  • Du ikke kan kontrollere vandladning og afføring eller tarmluft som normalt.
  • Hvis du regelmæssigt får hold i ryggen.

 

Relaterede artikler

 

Relateret videoer

* I samarbejde med Alice Kongsted, kiropraktor, ph.d.; Lone Kousgaard, kiropraktor