før
efter 
skuldresmerter
Smerter i skulderen, der ikke er opstået pludseligt, men er kommet over tid, kan skyldes en overbelastningsskade. Der har muligvis gennem nogen tid været visse ’advarsler’ eller ’signaler’ i form af forbigående smerter, men de er blevet ignoreret eller ”overhørt”.
Overbelastningsskader i skulderen kan have mange årsager. De kan stamme fra muskler, led, ledbånd m.m., der ikke fungerer som de skal, og det giver en uhensigtsmæssig belastning. Med tiden kan det give forandringer i musklerne (degenerative forandringer), der hvor de hæfter på knoglerne – eller det kan give en irriteret slimsæk.
Overordnet opstår smerterne, fordi et eller andet i skulderen ikke fungerer, som det skal.
Hvis fx en muskel ikke arbejder som den skal, kommer skulderen til at mangle stabilitet i musklerne og også i samarbejdet imellem dem, og så er det, at smerter kan opstå. Det kan lidt sammenlignes med, at man fjerner et ben fra en stol.
Når man har problemer med skulderen, er der typisk nogle af de ting man gør tit, der pludselig generer i hverdagen, og der er ting, man ikke kan udføre, fordi det gør ondt i skulderen.
Alle de forskellige dele, som en skulder består af, kan give anledning til skuldersmerter enkeltvis – men ofte sker det i et samspil.
Ofte kan man pege på et sted, der gør ondt, men da skulderen er så komplekst et led kan smerterne samtidig komme forskellige steder fra. Smerten kan således trække op i nakken fra skulderbladet, eller modsat. Smerten kan trække ned i armen eller ned bag skulderbladet. Smerten kan også sidde fortil på skulderleddet.
Et helt generelt problem kan være at løfte armen fremad eller ud til siden og op over hovedet. Nogle oplever, at de ikke kan sove for smerten, og kan måske ikke sove på den side, hvor smerten sidder. Man kan have problemer med helt konkrete ting som at trække sine bukser op, have hånden i lommen eller få en trøje over hovedet, dreje på rattet i bilen eller hælde med en kande.
Smerten kan føles som en ’murren’, en stikkende eller brændende fornemmelse eller, at man ligesom får en kniv ind i skulderen.
Nogle har ondt hele tiden, mens andre oplever, at de kun har smerter, når de bruger armen. Det kan eksempelvis være en håndboldspiller, der kun mærker smerten, når han kaster med bolden, og armen kommer i en yderstilling. Andre oplever, at det summer eller murrer i armen, også selvom de sidder stille.
Hvis dine skulderproblemer ikke er forsvundet igen, selvom du har prøvet at aflaste skulderen i nogle dage, eller hvis de bliver værre, bør du få en vurdering af årsagen.
skuldresmerter årsager
Ofte ved man ikke præcist, hvad der udløste skuldersmerterne. Det kan være, at man begynder at få lidt ondt, når man ligger på siden i sengen eller, at man vågner med smerter om morgenen.
Men ret tit viser det sig, at problemerne har været der gennem længere tid, man har fået mange ”advarselssmerter”, men har tænkt, at smerterne nok gik over af sig selv. Nu er det imidlertid begyndt at være så generende, at man ikke længere kan ignorere dem.
Fælles for årsager til skuldersmerter er, at de ikke bør ignoreres. Der er nemlig så mange muskler, der kompenserer for hinanden.
Hvis skulderens muskler således ikke arbejder, som de skal, kan musklernes stabilitet og samarbejde forringes. Hvis skulderen måske ikke er blevet behandlet og genoptrænet, så vil andre muskler tage over og forsøge at afhjælpe ubalancen. Det kan resultere i periodevise smerter, hver gang man bruger skulderen, fordi der så bliver tale om en overbelastning af de svage muskler. Jo hurtigere man kan få stillet en diagnose og begynde at rette op på ”det der ikke fungerer, som det skal” – jo bedre er det – også på længere sigt.
Din holdning har stor betydning for skulderen og kan være årsag til problemer og smerter i skulderen. Hvis det er tilfældet skal skulderen korrigeres eller muskulaturen omkring skulderen skal normaliseres (nogle muskler er måske på overarbejde og nogle laver slet ikke noget).
I samarbejde med www.kiropraktorguide.dk en del af www.danskkiropraktorforening.dk